Mikkel var vores anden kat, og han fik stor betydning for os. Han var en stor og robust huskat, klassisk tabby med hvidt. Han var af imponerende størrelse, ca 7 kg. Han blev født ca. 1. maj 1985, og vi fik ham i løbet af sommerferien 1985. Han var en kat, som virkelig gjorde karriere på udstillingerne. Oprindeligt kom han med som selskab for vores første birma, Cordelia. Senere som selskab for Pavarotti, da han endnu kun var en ung han. Hen ad vejen gik der sport i det, for han var faktisk god til det. Han har vundet Best in Show i flg. lande: Danmark, Tyskland, Holland, Østrig, Italien og Monaco. De lange udlandsrejser var ikke planlagt fra starten, men har var lidt morsyg og ville hellere med på rejse end blive hjemme hos vores i øvrigt udmærkede catsittere. Huskatte kan ikke opnå titler ligesom racekattene, men han har vundet 25 x Best In Show Huskat samt adskillige gange Bedste Veteran og Bedste Pensionist. Og lidt titler er det dog alligevel blevet til:

Årets Huskat 1993 i JYRAK
Årets Huskat 1994 i JYRAK
Årets Huskat 1995 i JYRAK
Årets Huskat 1996 i JYRAK
Årets Huskat 1997 i JYRAK
Mr. Austria 1997 - årets huskat i Østrig

Han har været i TV-Syd, TV-Vest, Horsens Folkeblad, Aalborg Stiftstidende, Ude og Hjemme, BT samt Huskatten. Han opnåede et ry på udstillingerne, som de fleste racekatte ville misunde ham. Han forblev en flot fyr og en gentleman lige til det sidste. I 1997 var hans udstillingskarriere definitivt slut - den bliver svær at overgå i ære og berømmelse.

4. oktober 2000 løb de sidste sandkorn ud af Mikkels timeglas. Vi er taknemmelige for at have haft muligheden for at dele vores liv med så pragtfuld en kat. Mikkel hviler nu under et træ i vores have. Han er nok ude af øje - men vi glemmer ham aldrig. <

Start * Hankatte * Hunkatte * Kastrater * Korthår * Killinger * Info-sider * Links * Email