Strøtanker om indavl

Der er ingen fast definition på forskellen på indavl og linieavl, men som populær-betegnelse er indavl tættere end linieavl. Der er også nogen, der med et glimt i øjet erklærer at indavl er når de andre gør det - linieavl er når man selv gør det samme. Begge udtryk indikerer opdræt med nært beslægtede individer. Principielt er enhver form for raceopdræt af hund, kat osv. indavl. Definitionen på race-opdræt er grundlæggende at individerne er beslægtede i nogen grad - ellers er de jo ikke samme race. (Forklarende eksempel: En tyk blå huskat bliver aldrig til en brite, medmindre den har stamtavlen der beviser at den er i familie med de andre blå briter). Der findes i Felis Danica ingen regler eller begrænsninger for hvor tæt man som opdrætter må parre. Bror/søster er fuldt tilladt, men at noget er tilladt er ikke det samme som at det er tilrådeligt. På kort sigt sker der normalt ikke alverden ved indavl, det er derimod på den lange bane, at der begynder at opstå problemer. Efterhånden som genpuljen indsnævres f.eks. ved lavt antal forældredyr til rådighed eller for mange matadorhanner, så vil man efter nogle generationer begynde at vise sig problemer som f.eks. mindre kuldstørrelse, dårligere moderegenskaber hos hunner, lavere libido hos hanner, manglende størrelse på udvoksede dyr, dårligere immunforsvar og evt. kortere levetid. Efterhånden som genpuljen bliver mere homozygot er der øget risiko for forekomst af arvelige sygdomme - naturligvis forudsat at disse gener var til stede i racen fra starten.
Brug af matadorhanner skaber på et tidspunkt genetiske flaskehalse, og der er mange eksempler at henvise til (specielt veldokumenteret på hund, men princippet gælder for alle arter), hvor man kan tilbageføre en recessivt nedarvet sygdom direkte til matadorbrug af én avlshan. Man oplever så det, der kaldes buffer-effekt. I de første generationer får rigtigt mange afkom den recessivt nedarvede egenskab, men de spredes i bestanden uden at møde hinanden = man ser ikke umiddelbart problemet. Først efter flere generationer begynder linierne at mødes igen, og så er det at man nogle gange må konstatere, at en uønsket egenskab har været der i flere år, den har bare ”ligget i venteposition” indtil der var individer nok der har den, til at afkommet begynder at udvide den uønskede egenskab.
I små racer som f.eks. Europe kan man blive nødt til at se lidt flot på spekulationer om genpulje, så længe bestanden er så langt nede at overlevelse i sig selv er det mest relevante. Indførsel af få, velegnede novicer kunne være gavnligt på langt sigt. De bør testes for egenskaber som er uønskede i racen: chokolade gen, maske gen, langhårsgen kommer. Disse egenskaber har selvfølgelig intet med sundhed at gøre, men når der er mulighed for at fravælge disse for racen så uønskede egenskaber, så bør man nøjes med at vælge de mest velegnede til novicebrug.
Det er ikke nødvendigvis en ulempe at have gamle avlshanner, der virker i mange år. Kardinalpunktet er hvor stor en del af bestanden de bliver forfar til! Der har været praktiske eksempler hos andre racer på at man finder en gentest for en given sygdom, der viser sig at være ganske udbredt i en races bestand (f.eks. PKD). Så kan det være praktisk at der sidder en ældre han, som måske viser sig at være negativ, som kan bruges til at avle videre med uden den uønskede egenskab. Har han ikke været brugt som matadorhan, er der jo ikke noget problem i at han har været fertil i mange år. Dr. Susan Little, der er ledestjerne for mange opdrættere, har da også flere gange slået på tromme for, at hannerne forbliver i avl i flere år, men ikke laver så mange kuld om året, således at HVIS han viser sig at at videregive en uønsket egenskab, så kan man nå at trække i bremsen fremfor at have en ung han, der kun får lov at lave 1-2 årgange - men til genæld får afkom i stort antal i de par årgange. Han har langt større risiko for at nå at videregive en uønsket egenskab, der i yderste konsekvens KAN vise sig problematisk for bestanden længere nede ad banen.
Har birmaen behov for denne snak? Alle racer har behov for denne snak nu og da! Som opdrætter arbejder man hele tiden med fremtiden, og selv man ikke umiddelbart kan se nogle problemer i sit opdræt, så bør man alligevel hele tiden have genpuljens størrelse i baghovedet. Den moderne birma er grundlagt på kun 2 katte, Xenia og Orloff de Kaabaa. Siden er der krydset mange andre katte ind, men oprindelsen er den samme. Man kan ikke sige en fast grænse for hvornår nok er nok. Men man kan f.eks. anvende Pawpeds databasen og se på sine kattes indavlskvotienter. Ikke bare på 4 eller 9 generationer — men prøv også at trykke på Complete Inbreeding, så regner den hele kattens baggrund med, og så får man nogle gange tankevækkende resultater frem. Susanne Wehnert