Hvad er en Birma?

Udseende

Fabiola Den hellige Birma er en semilanghårskat med maskefarve. Den har medium størrelse og kropsbygning. Hovedet er rundt, uden dog på nogen måde at ligne en perser. Profilen er afrundet uden stop men med en let fordybning på næseryggen. Hagen kraftig. Ørerne er forholdsvis små med god afstand. Øjnene er dybt blå, formen oval til afrundet - men ikke kuglerunde.
Pelsens farve er helt speciel. Kropsfarven er lys - mælkehvid/beige evt. med et gyldent skær. Hale, ben, ører og ansigt er maskefarvede - d.v.s. kontrast til kropsfarven. Birmaen er godkendt i maskefarverne brun, chokolade, blå, lilla, rød og creme samt tabby(striber) og tortie(skildpadde) varianterne af disse seks grundfarver.
Der findes en gammel legende om hvordan birmakatten fik sit udseende.

Poterne

De hvide sokker på poterne er birmaens "varemærke" - det er den eneste race, hvor de hvide sokker er en del af standarden. Sokkerne skal være helt hvide uden farvede pletter. På forpoterne skal de gå lige rundt med selve poten - de må ikke løbe oven over vildtkloen ("tommelfingeren"). På bagpoterne skal de på bagsiden af benet slutte i en kile som et omvendt V. Langt fra alle birmaer har fuldstændigt korrekte aftegn på poterne - heldigvis har det ingen indflydelse på kattens værdi som kæledyr.

Pelspleje

Birmaen har som regel en yderst plejelet pels. Den har normalt kun en ringe mængde underuld, så den har sjældent problemer med filter i pelsen som f.eks. perseren. De fleste birmaer synes dog vældigt godt om at blive børstet og puslet om - og de hår, som man får børstet af, sidder jo ikke i sofaen, og de bliver heller ikke til besværlige hårboller i kattens mave.

Personligheden

Ariël Birmaen er simpelthen den mest pragtfulde ven man kan forestille sig. Den er kælen og tillidsfuld, og den er utroligt nysgerrig. Den er ofte meget legesyg selv som voksen. Den er meget glad for sin familie, og en birma som går helt alene dagen lang uden selskab er ofte en ulykkelig birma. Har man lange arbejdsider er det en god ide´ med en legekammerat. Det behøver ikke nødvendigvis at være en anden birma. Dens venlige sind gør, at den let slutter venskab med andre katteracer eller f.eks. hunde. Selv om dens udseende er meget eksotisk er der skam en "rigtig kat" indeni. Hvis man lader sin birma få adgang til haven kan den sagtens fange mus og klatre i høje træer lige som andre katte. Den har dog ikke noget stort ude-behov, og mange birmaer lever glade og tilfredse som lejlighedskatte hele livet.

Start * Hankatte * Hunkatte * Kastrater * Sølvkatte * Killinger * Mikkel * Info-sider * Links * Portkort * Se gæstebog * Skriv i gæstebog * Email